Når havet bliver som en flod

Tidevandet skifter fire gange dagligt. Det forstår jeg ikke, men det gør det bare. 

Op til fire meters forskel mellem lavvand og højvand. Landskabet ændrer sig, strandende ændrer sig. Dyrene ved hvornår de skal på stranden og forargere. Vaskebjørne vælter stene og spise krabber. 

Nå man lægger anker på 4 meter vand, skal man huske at i aften, bliver de fire meter til 9 meter. Osv. 

Og med alle disse ændringer, skal de store vandmasser flytte sig. De indre farvande skal ‘tømmes’ ud til Stillehavet, når det bliver lavvand. 

Og når det bliver højvand, skal de store vandmasser fylde i mellem alle de små øer i de indre farvande. 

Det er store mængder vand vi er midt i, der bliver flyttet. Hver dag skal kaptajnen regne ud vores afgangs tidspunkt, hvilken vej strømmen går, for at vi overhovedet kan komme igennem de passager vi skal. 

Vi vil gerne have medstrøm, men hvis der er for meget medstrøm, kan vi ikke styre båden, og vil blive kastet rundt som vandet nu bestemmer. Omvendt, hvis der er for meget modstrøm, kommer vi ikke fremad, og vil blive skubbet tilbage, som vandmasserne nu synes. 

I går skulle vi gennem sådan en passage. Fra Big Bay til Blind Channel. Vores almindelig hastighed er ca. 6 knob (12 km. i timen). Men igår, med medstrøm, var vores fart det dobbelte - 12 knoB , 24 km i timen. 

Og vandet hvirvlede rundt som i en flod. 

Vi passerede en ø med over 50 hvide prikker - de hvidhovedet ørne. Og ude på spidsen, var en søløve. 

De ventede bare på at vandet blev lidt roligere, så ville jagten sætte ind. Sælerne glider rundt omkring os i havnen og ind imellem kommer de op med en stor hvid glinsende  fisk, som de dels leger med, dels spiser. 

Mens vi sejlede var der pludselig bevægelse i overfladen. Mange små delfiner legede i overfladen. De var ikke store, det må have været et ungdomshold ud at lege i strømmen. 

Pludselig hørte vi et pust. En stor delfin spruttede lige ved siden af båden. Jeg smuttede ned på fordækket og så hvordan den legede i vores bølger, svømmede under båden og tilbage til min side igen. Så elegant, den viftede lige med halen, og væk var den, for bare at komme tilbage igen og hilse farvel. 

Ikke lang tid efter, så vi blås fra en hval. Den var langt væk. Vi sejlede i dens retning, velvidende at når den nu havde vist os halen, og dykkede ned, kunne der gå 15 minutter før vi så den igen. Svend regner med at den havde ekstra ilttanke, fordi den var nede meget længere tid. Vi ventede i spænding, for hvor kommer den op næste gang? Men den smuttede tilbage i modsat retning fra os, og vi sejlede videre. 

Solen var kommet frem. Vi nød de varme stråler efter et par dage med regn. Da vi ankom til Blind Channel, sad vi op på top dækket og nød udsigten over en flot passage, til  East Thurlow Island, og sneklædte bjerge i baggrunden. En far og søn fiskede fra deres robåd.  

PUUUSSSSTTTT hørte vi. Robåden fik gang i årene, de skulle tilbage til havnen i en fart. Og igen PUUUUSSSTT denne gang fra to hvaler. Og det sad vi, i forreste række, og så to hvaler svømme forbi. 

Og så en far og søn skynde sig væk fra dem. Og solen skinnede. Og en følelse af beundring og lykke bredte sig. Mens vi sad der. I solskin. Og kiggede på.